Bundgaard, Lund & Simoni Capital Management Fondsmæglerselskab A/S
Bundgaard, Lund & Simoni Capital Management Fondsmæglerselskab A/S er et nyt, uafhængigt dansk kapitalforvaltningsselskab stiftet af porteføljeforvalterne Peter Bundgaard, Anders Lund og Erik Simoni.
Etableringen af BL&S Capital Management er sket ud fra et ønske om at skabe en uafhængig kapitalforvalter, hvor fokus er på af skabe et attraktivt langsigtet afkast. Hvor det, at identificere og udvælge gode investeringer, er den dominerende drivkraft i selskabets arbejde.
BL&S Capital Management er et selvstændigt og uafhængigt kapitalforvaltningsselskab, hvor porteføljeforvalterne gennem en partnerskabsstruktur kontrollerer selskabet. Dette giver fokus på det investeringsmæssige arbejde og skaber ro om selskabets udvikling. Erfaringsmæssigt er stabilitet og kontinuitet nemlig en af de vigtigste forudsætninger for at kunne skabe en succesfuld kapitalforvaltningsvirksomhed.
BL&S Capital Managements værdier skal repræsentere de højeste standarder inden for kapitalforvaltningsbranchen. For selskabet og partnerne er høj integritet og troværdighed afgørende.
Der skal være en klar overensstemmelse mellem BL&S Capital Managements interesser og kunderne, som vi benævner og opfatter som medinvestorer. Dette sikres gennem flere tiltag. Selskabets porteføljeforvaltere har selv placeret hele deres personlige investérbare formue i selskabets produkter, på lige fod med de øvrige medinvestorer, og det opnåede afkast er derfor nøjagtig det samme for investorer som for porteføljeforvalterne.
Interessefællesskabet mellem BL&S Capital Management og dets investorer sikres endvidere gennem den måde selskabets rådgivningsgebyr er konstrueret. Det består af et lavt fast årligt gebyr kombineret med en afkastafhængig andel. Har selskabets rådgivning bevirket, at vores investorer opnår gode afkast, vil selskabet få en rimelig andel heri. Men hvis porteføljen ikke bliver mere værd, er det kun rimeligt, at investorernes betaling for rådgivningen holdes på et lavt niveau. Det er med til at sikre, at BL&S Capital Management vil arbejde hårdt og fokuseret på at opnå attraktive langsigtede afkast.
Da indtjeningen i BL&S Capital Management som skitseret er tæt knyttet til de afkast, selskabet kan levere til sine investorer, er selskabets interesse klart at optimere afkastet mest muligt. For at sikre den størst mulige fleksibilitet, og sikre at køb og salg af aktier ikke bliver unødigt kurspåvirkende, er det BL&S Capital Managements klare hensigt, at der sættes et loft for, hvor stor en formue selskabet ønsker at forvalte i børsnoterede danske aktier.